BO VED VANDET
DYRELIVET OG NATUREN
Naturen banker på hver morgen med den flotte solopgang over Sønderby Klint. Den prægtige fasankok hilser godmorgen når den spankulerer hen over græsplænen tidligt om morgenen. Musvåger dykker flere gange om ugen ned på marken ved noret, hvor svanerne ligger "for anker" ligesom ørnen ses af og til. Her er ren rå natur med overvældende solnedgange over Thorø og Lillebælt.
Rav, fossiler og fugleliv
Kysten omkring Torø Huse gemmer på spændende sager fra fordums tider. Lokale beboere finder ofte rav på stranden mod Lillebælt, ligesom der også er sport i at finde søpindsvin og vættelys. Under tiden kan man også være heldig at finde en stenøkse, da der i oldtiden lå flere bopladser i området. Fuglelivet tiltrækker ikke alene lokale. Fugleinteresserede søger ofte mod Torø og de små nor og vige for at iagttage strandfugle eller den prægtige havørn, som jævnligt fouragerer i området.
Lystfiskeri
Er man lystfiskerinteresseret byder kysten omkring Torø på et spændende havørredfiskeri, hvor man uanset vindretning altid kan finde fiskemuligheder. Også særdeles fint fiskeri efter hornfisk i sæsonen især omkring korset og revet mod vest. Tyskere og hollændere har også fået øje på de fine fiskemuligheder og valfarter i ferieperioder og især forår og efterår til området for at dyrke havørredfiskeriet. Har man en lille båd er der fine muligheder for at mede fladfisk tæt på kysten. Mange torøhusere tager ofte ud og fanger sig en ret fladfisk. Lokale ses også af og til om sommeren gå med rejehov i de lavvandede vige efter en ret rejer. Alt sammen lige uden for døren og i gå-afstand.