BO VED VANDET
HAVETS SÆRLIGE LYS
Hvorfor bo i Thorøhuse? Hvordan er det? Hvordan er de der thorøhusere at have som naboer?
I 2001 valgte vi at finde huset til vores 3. alder – et hus ved vandet, hvor vi kunne nyde det gode liv. Det fandt vi i Thorøhuse. Et hus, der opfyldte vore forventningers drømme. Ganske vist et gammelt forsømt hus, med behov for en kærlig hånd og en masse arbejdstimer, men med sjæl og ….. beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed!
Udsigten over Lillebælt – mod syd til det nordlige Als – mod vest til Aabenraa, Halk Hoved, sydspidsen af Årø, som skjuler sig bag ”vores egen” Torø. Lyset! Solnedgangen! … og vandets evige skiften i takt med sol, vind, storme … og de flotte dage med spejlblankt vand, hvor man i kikkerten kan se masser af fugle og marsvinene langt ude i bæltet bryder den blanke flade. Og tidevandet ikke at forglemme. Strandengen med sine græsser og engsøer, fodboldbanen, hunde og mennesker, som gør aktivt brug af Drejet og Øret afløses af en stor vandflade, hvor kun måger og svanerne nyder oversvømmelsen.
Torø – den lille ø på bare 64 ha, som i 1992-93 blev til en halvø, da sandtilførslen lukkede Torø Sund. For mange af byens borgere, som har oplevet at sejle gennem Torø Sund nok et vemodigt og trist træk fra naturens side – og som førte til etableringen af Bylauget. Men i dag er vi mange, som glæder os over, at vi kan tage traveskoene på hen over Drejet og gå øen rundt – og af og til tage den lange tur helt ud til korset og rundt om Ulvedybet. Måske stikker en nysgerrig sæl sit lille hundehovede op ude i vandet og kigger ind mod land. Eller en flok svaner med deres karakteristiske lyd flyver forbi – så fryder man sig over naturen med både øjne, ører – ja, alle sanser.
Byen med sine ca. 200 beboere + nogle sommerhuse er især fra 1870-1930, hvor mange af de små hyggelige huse er bygget. Hovederhvervet var fiskeri og det var fiskere, som byggede og boede i de fleste af husene. Derfor de mange små gyder og stræder, hvor fiskerne havde deres daglige gang ned til stranden og den fine naturhavn … og sådan voksede det til en by, hvor husene ligger tæt og dets centrum var nede ved vandkanten, hvor både og net fyldte op. Igen har naturen været ubarmhjertig og leveforholdene på bunden af Lillebælt gjorde, at torskene søgte hen til andre steder. Nu er det mest lystfiskeres joller eller egentlige lystsejleres både, som i havnen skaber det smukke stemningsfulde billede af kulørte både i solnedgangen.
Byens gæstes af en del mennesker og dyr fra nær og fjern. Inde fra Assens og nærområdet kommer mange og går tur – med eller uden hund. Lystfiskere på jagt efter en havørred. Både danskere og udlændinge kender det attraktive fiskevand – og for en del opleves suset og glæden, når der er et hug og en flot havørred kan landes. Lystsejlerne lægger an for natten ved en pæl eller for svaj i Torø Vig sommeren igennem. Badegæsterne kommer fra nær og fjern og gør brug af den fine badestrand og det rene vand – og vi, der bor her, kan på 5-10 minutter gå ned til badebroen og nyde sommerens glæder.
At bo i Thorøhuse er også at være tæt på Assens med skole og butikker. Vi har tættere til Brugsen og byen end de, som bor i det nordligste Assens – men vi har en flottere vej at køre af ud gennem Nyhuse og langs Torø Vig. Tæt på – og så alligevel ude i vor egen lille by. Her kan vi omgås naboerne i det omfang, man har temperament og behov for. Der er næsten altid nogen, som er ude og i gang, som man kan få en sludder med – men der er også respekt for, at andre hellere vil være lidt mere sig selv og vil gå alene og nøjes med et hej og et nik uden at stoppe op.
Bylauget og Forsamlingshuset udgør foreningslivet, som skaber sammenhold og aktiviteter … og ja så selvfølgelig ”badenymferne”, som dagligt året rundt får deres dukkert i Lillebælt. Vores Forsamlingshus er ikke bare stedet til festlighed – det er også det fælles aktivitetshus med IT-kursus, sy og strik, øvested for cabaretten, kortspil osv.
Godt vi valgte at flytte her til fra Jylland – her er der en natur og lys, så vi næsten bor i sommerhus hele året. Det kan vi bestemt anbefale andre.
Annette & Palle